Når vi går ind i denne kunstudstilling, er de mange amorfe skulpturer dækket med spejlmosaik noget af det første, vi lægger mærke til. Sådan er den menneskelige sansning; vores blik og interesse drages mod det skinnende og blanke. Mod overflader og det umiddelbare. Deres form kan give associationer til noget organisk og levende, pulserende. Men i den grad de virker levende, er det fordi, kunstneren har givet dem en udførelse, der giver en fornemmelse af, at formen er på vej til en ny form, altså at de er i transformation. I det møde besjæler vi objekterne. Vi giver dem som betragtere liv og personlighed.

Vi lader vores blik bevæge sig videre, og på gulvet ser vi en børneseng i træ, der er ved at miste sin form og nærmest smelte foran vores øjne. Der er noget umiddelbart uhyggeligt og samtidig fascinerende over det. Det er som om, et motiv er krøbet ud af et surrealistisk maleri og har materialiseret sig foran os. Man bliver nysgerrig både på udførelsen, men også på, hvilken mening, der kan ligge skjult i denne barndommens drømmeseng, der går i opløsning. Er det fra kunstnerens side en leg med former og fænomener, eller er det et forsøg på at fange det uhåndgribelige? Og hvis den handler om et ubehag fra noget, der har været, hvilken værdi har den for os som betragtere? For mig er det en tydelig påmindelse om, at vi som mennesker er fortolkende væsener, der måske er dygtigere til at stille spørgsmål end til at finde svar. I mødet med sengen spørger jeg mig selv, om den objektive fortid er skjult for os, gennem en myriade af minder, drømme, fantasier og murer? Eller om vi ønsker at holde den skjult for os selv og for verden omkring os ved at give den ny farve og ny mening? At se på sig selv oprigtigt kan for de mange opleves som skræmmende, nøgent og ensomt. For kan man skabe en helhed i mængden af tanker, minder og indtryk, kan man søge og finde harmoni i kaosset? Og i denne søgen: hvad kan du risikere at finde, hvem kan du risikere at møde, hvad er du endt op med at blive? Disse tanker fortættes hos mig ved at det langs den ene væg står et stort, slidt og gammelt kabinet der har haft et hårdt liv. Det er fyldt med figurer, nogle amorfe, nogle ser ud som grene, eller er det knogle? Dette store kunstværk synes at være et forsøg på at samle, kategorisere og fremstille forandringen i noget stillestående, for at skabe oversigt og ro, et museum for psyken. Det er en forunderlig opstilling, et raritetskabinet for vores tid, som et blik ind i det som har vært og til det der kommer.  

At se på sig selv i lys af fortiden kan være til hjælp for at se sig selv i nuet og bidrage til at forme den, man vil være her og nu, men også videre i livet. Måske derfor tiltrækkes man af skulpturenes tilsyneladende forandringsmodus. De er, i mit besjælende blik, sjove og glade, men også ubehagelige, og de er insisterende til stede. Men de er ikke statiske, de er på vej mod noget andet, i forandring, som vi alle er, om vi er det bevidst eller ej.

Midt i denne forandring, (og forsøg på system) hænger der malerier og akvareller. Motiverne har altid et naturelement i sig, enten i form af træer eller vidstrakte landskaber. Og altid med en form for horisontlinje i billedet. Her er der ro og bredt udsyn. Malerierne kan ved første øjekast virke drømmeagtige og surrealistiske. De er bygget op og sat sammen af flere billeder, og jeg kan være tilbøjelig til at sige ”brudstykker”. I dette puslespil af naturminder og observationer, skabes en større helhed, et panorama. I så måde står Andersen også i en vigtig norsk kunsthistorisk praksis: naturmaleriet og naturskildringer. At se mod horisonten handler for mig, sikkert for mange andre også, om at drømme sig hen over horisonten. Der er forventning og eventyr længere fremme, hvor himmel møder jord eller hav, måske fordi vi aldrig vil nå derhen uden, at en ny horisont indfinder sig. Den er forandret. Som livet.

Det er et vakkert kunstnerskab Roald Andersen er ved at skabe sig, der handler om tab og savn, livsglæde og angst, om forandring, om forsoning og fremtidsdrømme. Om håb, tro og kærlighed. Om det at være.    


Erlend G. Aalbæk Høyersten